Tværfaglighed

Begrebet tværfaglighed optræder hyppigt i forskellige forskningssammenhænge. Ikke mindst i den humanistiske del af forskningsverdenen er det blevet et centralt begreb. For eksempel kan det virke som en umulig opgave at rejse forskningsmidler til et enkeltfagligt forskningsprojekt, fordi det er et kriterium at indskrive tværfaglighed for at komme i betragtning til midlerne. Mono- eller kernefaglighed er i nogle sammenhænge nærmest blevet et fyord eller lig med at være gammeldags. Hvad gør det ved vores kernefaglighed, når vi hele tiden skal forholde os til tværfaglighed, og hvordan håndterer vi den kendsgerning?

Hvad er tværfaglighedens væsen? Hvad er ægte tværfaglighed, og hvad er tværfaglighedens mulig- og umuligheder? Det er interessant at diskutere, for tværfagligheden er kommet for at blive, har meget at byde på og bør derfor tages seriøst og diskuteres.