Immatrikulation på KU

Studietid - Er den rette vej lige?

Regeringen kræver,at de studerende bliver hurtigere færdige med deres studier. Men hvorfor egentlig? En undersøgelse, som Det Unge Akademi har udført blandt yngre topforskere, viser at mere end halvdelen har været mindst et halvt år længere om at gøre deres kandidatgrad færdig.
Trykt som kronik i Berlingske Tidende 18. november 2013.
Af Andres Dobat, Tine Jess, Pia Quist og Jacob Sherson

Ministeriet for forskning og uddannelse har indskærpet over for de danske universiteter, at de studerendes gennemførselstid skal nedbringes kraftigt. Universiteterne strammer derfor reglerne og øger presset, så studerende nu kan risikere at blive smidt på porten, hvis studierne trækker mere end et halvt år ud. I forvejen er de unge i gang med at indrette sig efter regeringens seneste SU-reform, som også er designet til at presse de unge endnu hurtigere fra gymnasiet videre til universitet og fra universitetet til arbejdsmarkedet. Men er den lige vej gennem systemet rent faktisk den måde, vi skaber de dygtigste og bedst kvalificerede kandidater på? Det har vi spurgt os selv om i Det Unge Akademi ved Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Vi gennemførte derfor en spørgeskemaundersøgelse blandt den yngre forskningselite i Danmark for at klarlægge, hvor langt tid landets dygtigste yngre forskere reelt har brugt – eller spildt – på deres vej gennem universitetskarrieren. Resultatet er overraskende: To tredjedele har brugt længere end den normerede tid på deres uddannelse, mere end halvdelen havde ikke bare først påbegyndt studierne efter en kortere eller længere pause fra bøgerne, de havde også brugt meget mere end normeret tid på studiet – og, lige så interessant, mange vurderede denne ekstra tid som afgørende for deres senere forskningskarriere. Undersøgelsens resultater rejser en række væsentlige spørgsmål om, hvordan man sikrer talentfulde unges vej gennem uddannelsessystemet. Det er ikke sikkert, at den rette vej er så lige som uddannelsesministerens reformer lægger op til, at den skal være.

Parallelt med de nye strammende tiltag har både den forrige og den siddende regering argumenteret for behovet for forskning og innovation som grundlag for fremtidens vækst. Et konkret tiltag på dette område er EliteForsk-initiativet. Siden 2006 er der inden for rammen af dette initiativ blevet uddelt stipendier og priser med det formål at skabe opmærksomhed om fremragende forskeres resultater, og at fremhæve unge forskere som rollemodeller med henblik på at tiltrække flere unge studerende til en forskerkarriere.
For at skabe større indsigt i sammenhængen mellem studielængde og en karriere i toppen af dansk forskning besluttede vi i Det Unge Akademi at foretage en spørgeskemaundersøgelse blandt modtagerne af bevillinger fra EliteForsk-programmet, som tildeles eliten blandt yngre forskere inden for alle videnskabsgrene Vi ønskede konkret viden om denne særlige gruppes tidsforbrug og vej gennem uddannelsessystemet fra gymnasiet til en kandidat- og ph.d.-grad. Spørgeskemaet blev sendt til alle modtagere af bevillinger fra 2006 til 2012 samt til medlemmerne af Det Unge Akademi. Vi modtog i alt 108 svar fra lektorer (37 %), post Docs (37 %), adjunkter (12 %) og professorer (11 %).

Besvarelserne viser ganske overraskende resultater: Kun en tredjedel af forskningstalenterne påbegyndte deres universitetsuddannelse umiddelbart efter gymnasiet. Størstedelen (66 %) blev først indskrevet på deres uddannelse et halvt, et helt år eller flere år efter gymnasiet. For en lille gruppe skyldtes forsinkelsen militærtjeneste, men de allerfleste angiver, at tiden mellem gymnasiet og universitetet blev brugt på rejser, højskoleophold og lignende.

Når det kommer til spørgsmålet om, hvor lang tid de unge forskere har brugt på universitetet fra indskrivning på bacheloruddannelsen til opnåelse af kandidatgraden eller tilsvarende (når vi ser bort fra barsels- og sygdomsperioder samt militærtjeneste) er der kun 38 % af de adspurgte, som har gennemført studiet på normeret eller kortere end normeret tid. De resterende 62 % har brugt mindst et halvt år ekstra på studiet, og hele 43 % har brugt op til eller mere end et helt år. Årsagerne hertil angives forskelligt, men det er fælles for flertallet, at tiden er blevet brugt på aktiviteter, som har kvalificeret den enkelte i forhold
til deres igangværende forskerkarriere. Det vil sige studierelevant arbejde, ophold på udenlandske universiteter og praktikperioder.

Langt størstedelen (72%) af de adspurgte i denne gruppe vurderer den længere studietid i forhold til deres karriere positivt. Den ekstra studietid har nemlig givet mulighed for at udvikle en række kompetencer og færdigheder, som senere skulle vise sig at være afgørende for at komme i gang med en forskerkarriere. Enkelte af de adspurgte angiver, at de herved allerede som studerende blev involveret i forskningsprojekter, eller at de fik chancen for at udgive deres første forskningspublikationer, som ikke alene var meriterende i en ph.d.-ansøgning, men som også skulle danne grundlag for deres egne fremtidige forskningsprojekter. Andre pointerer, at den ekstra tid gav dem mulighed for at udvikle selvstændighed i forskningssammenhænge, erfaring med forskningsorganisering eller undervisning og international erfaring. Og en lille gruppe understreger desuden, at den længere studietid muliggjorde en forskerkarriere i harmoni med privat- og familielivet.

Med EliteForsk-modtagerne sætter undersøgelsen fokus på en særlig gruppe, som langt fra kan siges at være repræsentativ for den brede gruppe af studerende. Dette fokus er dog bevidst valgt, fordi forskning og talentudvikling netop står centralt i regeringens politik og uddannelsesministerens satsninger. Man kan så spørge, om de mange ”langsomme” eliteforskere ikke ville have klaret sig lige så godt, hvis de var blevet tvunget direkte fra gymnasiet til universitetet, og hvis de havde fulgt studieordningernes skema og gennemført universitetet på normeret tid? Vi vurderer ud fra spørgeskemabesvarelserne, at svaret herpå er et klart nej: Den ekstra tid inden og under studiet har for et flertal af eliteforskerne været afgørende, fordi den netop ikke blev brugt på cafe- og natteliv, men på at kvalificere og meritere sig til den senere forskningskarriere.

Dermed viser sig et paradoks i regeringens forskningspolitik. De samme forskere, som skal agere rollemodeller inden for rammen af EliteForsk-initiativet er ’dårlige’ eksempler i baggrundsscenariet for den nye SU-reform. På den ene side er der ambitionen om at gøre Danmark til et af verdens førende og mest konkurrencedygtige vidensamfund. Og på den anden side er der ønsket om et strømlinet uddannelsessystem, hvor de hurtige belønnes med bonusordninger, og hvor rammerne for fordybelse, engagement, nysgerrighed og i sidste ende genialitet indsnævres betragteligt.

I Det Unge Akademi mener vi, det er afgørende at indrette systemet på en måde, som skaber fleksibilitet for den enkelte studerende. Og det er uanset om den enkelte regnes til bredden eller eliten. Der er talent i mange dele af uddannelseskæden – også talent, der retter sig mod andet end forskning – og vi mener, at det er vigtigt at skabe en struktur, der giver denne forskellighed af talent individuelle betingelser for at blomstre til gavn for hele samfundet. Der skal være plads til, at man bliver et halvt eller et helt år længere som gæst ved universitetet i Freiburg eller Boston, selvom det ikke meriteres på papiret. Der skal være plads til at foretage feltarbejde i Mongoliet i forbindelse med et speciale i antropologi. Plads til, at man bruger længere tid på et laboratorieforsøg end det først var planlagt. Og der skal være plads til, at en studerende er i praktik på en udgravning i Mellemøsten, mens vedkommende lærer sig arabisk. Det ville være paradoksalt, hvis de nye regler på SU- og uddannelsesområdet skaber barrierer for fremtidens topforskere. Det er forskertalenterne, som kommer til at stå for fremtidens undervisning af de mange andre studerende på universiteterne, og det er de samme forskertalenter, som med deres forskning skaber fremtidens videns- og innovationssamfund. Man skaber ikke eliteforskning med et usmidigt, strømlinet system.