Elite for alles skyld

Thomas B. Poulsen, Rubina Raja og Jacob Sherson bidrog med indlæg til Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Årsmøde 2013, som fokuserede på særlige tiltag for eliten i universitetsuddannelserne. Indlægget blev efterfølgende trykt som kronik i Weekendavisen.


Uddannelse i en globaliseret verden
Der er i disse år intens interesse for, hvordan Danmark som nation i fremtiden skal kunne klare sig i den globaliserede konkurrence. Standardsvaret er ofte, at vi i Danmark har unikke kompetencer indenfor kreativitet, innovation og udvikling og at vi derfor kan klare os ved at løfte den brede befolkning op på et højt uddannelsesniveau og ved at de bedste i Danmarks forskningsverden også skal tilhøre forskningens superliga. Denne strategi er dog for tiden udfordret af dårlige Pisa tests og diskussioner af uddannelsernes generelle niveau i lyset af det kraftigt øgede optag på videregående uddannelser. Faktisk var en relativt lav score på parameteren ”uddannelse” stærkt medvirkende til Danmarks rutschetur fra en tredje til en tolvte plads i en nylig sammenligning foretaget af World Economic Forum af den globale konkurrenceevne blandt 144 lande. Med hensyn til forskning kan det ofte synes utopisk, at vi i længden skulle kunne konkurrere med bl.a. de store amerikanske eliteuniversiteter og de fremstormende kinesere. Men findes der et alternativ for Danmark? 

Plads til talenterne
I Danmark har vi ingen såkaldte eliteuniversiteter og det er der tre grunde til: Danmark er for lille, danskerne er for immobile – studerende såvel som forskere – og sidst men ikke mindst har vi i Danmark ingen elitær tradition – indenfor universitetsverdenen. Regeringens nylige udspil ”Plads til talenterne”, der blandt andet omhandler universitetsuddannelserne i Danmark, har sparket gang i debatten om en holdningsændring i det danske uddannelsesvæsen og har sat skub i universitetsledelserne til at udvikle såkaldte elite/talent-tiltag. Vi hilser tiltagene velkommen, fordi universiteterne bl.a. dermed vil kunne lokalisere og pleje særlige forskningstalenter, men det er vigtigt at vi overvejer tiltagene i forhold til økonomien bundet til disse og mindst lige så vigtigt niveauet på alle de ikke-elite studerendes studier.

Vi mener samtidig, at vi skal passe på ikke kopiere elitebegrebet fra udlandet. Universiteterne i Danmark er ikke Harvard eller Oxford, og hvis vi skal lave succesfulde elite/talent-tiltag bliver det nødt til at være med udgangspunkt i vores unikke socio-økonomiske tradition. Hvad ville elite på dansk så indebære? Med baggrund i eksisterende initiativer fremlægger vi vores bud på en ny implementeringsstrategi, som vi mener, er optimeret både i forhold til den såkaldte elite og den bredere gruppe af studerende. Som detaljeret nedenfor foreslår vi indførelsen af en ”social elite”, hvor en lille særligt talentfuld gruppe tilbydes mulighed for at tilegne sig kompetencer, der vil sætte dem i stand til at konkurrere internationalt på højeste niveau. Med tilbuddet følger dog en forpligtigelse til at tage et socialt ansvar ved at hjælpe til med at løfte det generelle niveau for de resterende studerende. Eftersom al forskning viser, at kompliceret stof læres bedst ved at forklare det for andre, virker vores model som en win-win situation, hvor vi klarer den nuværende uddannelsesmæssige og økonomiske udfordring ved at få mere ud af de samme ressourcer.

Hvem er eliten?
I et egalitært samfund som vores må der kort stilles spørgsmålstegn ved brugen af begreberne ”elite”, ”talent” og ”masse”.  Er “elite” og “talent” eksempelvis en og samme ting? Med baggrund i vores egne ganske nylige erfaringer med universitetssystemer i Danmark og i udlandet, dels som studerende og som unge forskningsledere, er det vores klare opfattelse, at man på universiteterne har tre typer studerende, hvis niveau man fra et samfundsmæssigt synspunkt skal forsøge at optimere bedst muligt. Først og fremmest, eksisterer der afgjort en gruppe man kunne kalde for eliten – i denne sammenhæng defineret som de allerbedste studerende set ensidigt fra en universitær og forskningsmæssig synsvinkel. Det er mange af disse studerende, som typisk senere vil træde ind som forskningsledere på universiteterne eller i det private erhvervsliv. Hvis vi dernæst kigger på den resterende gruppe af studerende, populært kaldet “massen”, er der afgjort en gruppe af “talenter”, som skal udvikles i forskellige retninger til gavn for det danske samfund. Denne gruppe ikke er det samme som elite-gruppen og har ikke nødvendigvis gavn af de samme typer af forskningsfokuseret uddannelse, der er rettet mod at optimere elitens muligheder for at blive excellente forskere og konkurrere internationalt. Alle studerende skal stadigvæk modtage forskningsbaseret undervisning. 

Elite-initiativer på danske universiteter
Der er i øjeblikket to typer af elite/talent-initiativer under planlægning eller afprøvning på danske universiteter samt i andre europæiske lande, der i universitetsstruktur er sammenlignelige med Danmark. Der er “inkluderende” initiativer, hvor man tillader og opfordrer “eliten” at vokse ud fra den store gruppe af studerende, f.eks. ved at udvide studiets ECTS ramme med flere traditionelle kurser. En vigtig pointe ved denne model er, at “elite-initiativerne” ikke starter før et stykke henne i studiet og dermed har alle studerende principielt lige muligheder for at komme i betragtning til dem. Vi mener dog at flere traditionelle ECTS-point blot er mere af det samme og det er ikke det rette værktøj til at løfte elitens niveau. 
Den anden type initiativ er radikalt anderledes. Her defineres hvem der tilhører eliten helt fra begyndelsen, dvs. at der kører parallelle uddannelsesspor (A og B spor groft sagt). Dette kan gøres allerede på bachelorniveau eller på overbygningen. De allerbedste studerende er altså identificerede fra forløbets start, baseret på en blanding af deres karakterer, faglige tests og individuelle samtaler. A-sporet kunne således bestå af en eller flere af følgende komponenter: en udvidelse af ECTS rammen med flere traditionelle kurser, særlige ”høj niveau” kurser til erstatning for de eksisterende kurser, mere generel opkvalificering såsom kurser i projektledelse eller videnskabsetik og endelig forskningsforløb i tæt kontakt til en eller flere forskergrupper allerede fra starten af studiet. Hvis den studerende fuldfører elite-uddannelsen, forventes optagelse på phd uddannelsen. 

Der er ingen tvivl om at denne model vil bibringe eliten nye kompetencer, men en sådan A- og B-holds model indebærer samtidig én stor risiko, nemlig at niveauet af den brede gruppe studerende falder markant. Hvis f.eks. de bedste studerende ikke længere vil være at finde i de store klasser, eller vigtigst at man fjerner incitamentet til at “lykkes over forventning” fra de andre studerende, idet man, uafhængigt af en fantastisk indsats på studiet, stadig vil tilhøre et B-hold og dermed være nedprioriteret i forhold til de karrieremuligheder, som følger efter studiet. 

Den tredje vej
Hvad skal vi vælge? Initiativer som muligvis vil løfte eliten? Eller, initiativer som helt sikkert vil løfte elitens niveau, men som samtidig risikerer massens niveau? Vi mener, at der eksisterer en tredje mulighed, som primært er funderet i A- og B-holds modellen, men som er tilpasset til at minimere denne models risiko-elementer. Modellen er baseret på, at den lille gruppe af elite-studerende ikke kun får unikke muligheder, men at de også bliver mødt med unikke og store krav om at hjælpe til med at hæve uddannelsernes generelle niveau. Om dette vil vi bruge begrebet “en social elite” og mener at vi i en dansk tradition vil have mulighed for at skabe en sådan. Et andet ord kunne være ”en støttende elite”. Scenariet kunne se således ud: på et givent studie, lader vi antallet af studerende på A-sporet, som udvælges efter en meget grundig proces fokuseret på forskerkvaliteter, definere ud fra antallet af forventelige phd-pladser på det givne studie pr. år, men det således at kun ca. halvdelen af pladserne vil blive optaget af studerende fra A-gruppen. Resten af phd-pladserne er reserveret til den brede gruppe af studerende. Vi tillader nu A-gruppen at udvide deres studiers ECTS-ramme med en betydelig faktor. De ekstra “ECTS-point/arbejdsindsats” skal dog ikke anvendes på ekstra kurser i traditionel forstand. Vi støtter ideen om at give de studerende kompetencer indenfor bredt kvalificerende områder, da det efter vores mening netop er disse områder, der faktisk kan gøre nogen til en bedre forsker. En anden portion af den udvidede ECTS-ramme bruges i projekter, som foregår i tæt kontakt med institutionens forskningsmiljøer. Endelig skal en betydelig portion bruges til at de elite-studerende skal bidrage til undervisningen og populærvidenskabelig formidling. Ved således at øge underviserkapaciteten kan vi hjælpe de studerende, som måske har sværere ved stoffet og dermed trække gennemsnittet op. Et sådant greb har sågar en læringsteoretisk logik, idet formidling af undervisning typisk kræver et andet og højere abstraktionsniveau end at modtage undervisning. 

Vi er overbeviste om der er en sammenhæng mellem antallet af undervisere pr. studerende og det niveau undervisningen kan gennemføres på og derfor bør modellen komme alle studerende til gode, også de som ikke går med en forsker i maven, men som vil komme til at løfte andre vigtige opgaver i samfundet. Det er klart, at i den gruppe er der studerende, der har særlige talenter (for andet end forskning) og dem har vi med vores model økonomi til at investere i, idet det eneste, der koster ekstra penge i denne model, er de kurser i såkaldte “transferable skills”, som bør tilbydes til de bedste studerende. Resten er baseret på en forventet langt-over-middel arbejdsindsats fra “eliten”. 

Vi skal turde lægge mere ansvar og forventninger på skuldrene af de allerbedste studerende for de vil løfte opgaven. Der er tale om empowerment og det er et slagkraftigt værktøj, hvis det tilbydes den rigtige gruppe af studerende. Vores forslag kunne være første skridt mod større konkurrencedygtighed på et stærkt stigende internationaliseret uddannelsesmarked og dermed også føre til øget mobilitet, nationalt og internationalt og det har Danmark brug for.