Rune Busk Damgaard

Lektor ved Institut for Bioteknologi og Biomedicin, Danmarks Tekniske Universitet

Hvad er dit forskningsfelt – kort beskrevet?

Jeg forsker i, hvordan sygdomme som kroniske betændelsestilstande, kræft og immunsvigt opstår som følge af fejlkommunikation i og imellem celler. Primært arbejder jeg på at forstå, hvordan celler omkoder signaler fra deres omgivelser til biokemiske signaler, der transmitterer information videre inde i cellen. Ligesom vi mennesker bruger vores øjne, ører og andre sanser til at fornemmere og reagere på vores omgivelser, så har celler et veludviklet sanseapparat, der kan opfange en bred vifte af tegn på ændringer i deres fysiologiske omgivelser, for eksempel tegn på en infektion eller tilstedeværelsen af vækstfaktorer og hormoner fra andre celler. For at kunne reagere på disse ydre signaler skal cellerne omkode dem til et indre signal, der rettidigt og korrekt skal transmitteres fra cellens sanse-antenne (receptor) til for eksempel cellekernen, hvor der skal tændes eller slukkes for gener som reaktion på påvirkningen. Fejl i denne slags signaltransmission er skyld i alvorlige sygdomme såsom kroniske betændelsessygdomme såsom gigt og inflammatoriske tarmsygdomme, immunsvigt, stofskiftesygdomme og kræft. Når en receptor aktiveres, sættes der gang i en biokemisk stafet gennem cellens cytoplasma. Små kemiske modifikationer videregives fra protein til protein, som depecher på den Olympiske løbebane, og overbringer signalet fra celles overflade til dens DNA i kernen. Disse kemiske modifikationer fungerer som en slags molekylære "post-its", der kan bære forskellige instruktioner om, hvordan det protein, de påsættes, skal reagere og behandle signalet. Det kan være en besked om at aktivere eller deaktivere en process - eller sågar en besked om at selvdestruere. Vi ved dog meget lidt om, hvordan disse "post-its" virker, hvordan instruktionerne er kodet i dem, og hvad der går galt i signaltransmissionen, når en sygdomstilstand opstår. Det er dét, min forskningsgruppe arbejder på at forstå. Kan vi det, så øger vi vores forståelse af, hvordan sygdommene opstår, samt får bedre muligheder for at udvikle nye, effektive behandlinger.

Hvad har motiveret dig til at blive forsker?

Jeg er drevet af en kombination af et ønske om at løse problemer og en nærmest barnlig nysgerrighed og fascination af at finde ud af, hvordan ting virker. Som forsker har jeg rig mulighed for at gøre begge dele. Det er et enormt privilegie. Min interesse for molekylærbiologien startede, da jeg for nærmest præcis 20 år siden - i år 2000 - så pressemødet, hvor Præsident Bill Clinton og Premierminister Tony Blair præsenterede resultaterne fra det Humane Genom Projekt: det første kort over den menneskelige arvemasse. Jeg blev utroligt fascineret af, at man kunne kortlægge og beskrive biologiens grundsten på den måde – at man kunne sætte det på formel nærmest. Det blev min motivation og interesse, der drev mig gennem gymnasiet og universitet, og samtidigt – på en måde – startskuddet på min karriere.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver på dit felt?

En af de helt store udfordringer er kompleksiteten i cellernes signaltransmissions-systemer. Der er hundredevis af forskellige protein-modifikationer, celler kan bruge til signal transmission. Og et enkelt eksternt signal kan i løbet af sekunder lede til mange tusinde ændringer i, hvilke proteiner i en celle der er modificerede. Vi arbejder derfor på – gennem teknologier og metoder såsom massespektrometri – at kunne måle ændringer i bestemte modifikationer på en mere global (og sensitiv) skala i cellerne og ikke kun i én bestemt kontekst. Perspektivet og formålet med det er, at flytte os væk fra en grundlæggende biased tilgang til, hvilke transmissions-systemer og outputs, vi kigger på, og henimod mere objektive eksperimentelle strategier. Forhåbentlig kan det lede til en bedre forståelse af hvilke transmissions-systemer, der er ansvarlige for hvilke trin i sygdomsudviklingen.

Hvad vil du bruge dit medlemskab af Det Unge Akademi til?

Jeg ser Det Unge Akademi som en oplagt mulighed for at bidrage til at styrke forholdene for unge forskere - og videnskab generelt - i Danmark. Jeg håber at kunne bidrage til at sætte fokus på centrale formidlingsmæssige og forskningspolitiske udfordringer. Blandt andet synes jeg, der er behov for en debat om den danske PhD-uddannelses internationale konkurrencedygtighed. På formidlingsfronten tror jeg, vi har behov for at øge fokus på den videnskabelige metode og proces i de historier, der bliver fortalt i mediebilledet. Det er væsentligt, at vi ikke udelukkende fokuserer på den gode og inspirerende historie, som vi ud fra spændende resultater kan fortælle, men at vi også bruger tid på at forklare, hvorfor forskere af og til er i tvivl eller skifter mening – og hvorfor det er en styrke mere end en svaghed.

Hvordan mener du, at man kan styrke tværfagligheden – og hvad kan den bruges i dit arbejde?

Forudsætningen for tværfaglighed er, at forskellige fagligheder mødes og opdager, at der er områder eller spørgsmål, de kan udforske bedre sammen end hver for sig. Derfor er Det Unge Akademi et enestående eksempel på, hvordan man kan styrke tværfagligheden. Her bringes en masse dygtige, unge forskere sammen på kryds og tværs af faggrænser i et forum, der netop skal styrke idéudveksling. I min egen forskning har tværfaglighed indenfor de biologiske og medicinske videnskaber været helt central. Nogle af vores vigtigste opdagelser stammer fra samarbejde mellem biofysikere, biokemikere, genetikere og læger i den kliniske forskning. Uden indsigten og metodologien fra alle disse fagligheder havde vi ikke kunnet takle de spørgsmål, vi stod overfor.

Lidt om mennesket bag forskeren:

Jeg er vokset op på landet, nærmere bestemt den lille by Hårlev lidt syd for Køge. Jeg er student fra Køge Gymnasium og var efter min studentereksamen værnepligtig i Beredskabsstyrelsen i Herning, hvor jeg blev uddannet brandmand, røgdykker og redder. Blå blink og bah-buh giver noget af en adrenalinrus, men jeg ville gerne prøve kræfter med det akademiske og læste derfor efterfølgende Molekylær Biomedicin på Københavns Universitet, hvorfra jeg også blev PhD i 2014. Fornylig er jeg vendt hjem til Danmarks Tekniske Universitet efter seks år i England, hvor jeg har arbejdet på MRC Laboratory of Molecular Biology og University of Cambridge. Efter mange år i udlandet nyder min kæreste og jeg at kunne bruge tid sammen med familie og venner igen – gerne over et dejligt måltid mad, som jeg nyder selv at lave, og et godt glas vin. Når tiden tillader det, nyder jeg både at læse fag- og skønlitteratur, at tage på tur ud i naturen, på museum eller ud at se på historiske bygninger og ruiner.


Fotograf: Elizabeth Abusleme