Peter Dalsgaard

Lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet

Hvad er dit forskningsfelt – kort beskrevet?

Jeg forsker i interaktionsdesign, dvs. udviklingen af interaktive systemer og produkter. En rød tråd gennem mit arbejde er at anlægge et humanistisk perspektiv på, hvordan man i udviklingen af ny teknologi kan forstå og involvere de mennesker, der i sidste ende møder, bruger og lever med den. Sagt med andre ord, hvordan kan man udvikle IT, der giver mening for brugerne? Inden for dette forskningsfelt fokuserer jeg især på digital kreativitet: studiet af hvordan digitale teknologier indgår i og påvirker kreative processer. Det er et felt, der fascinerer mig på flere planer. Dels er det højaktuelt, fordi digitale teknologier spiller en stadig større rolle i kreative aktiviteter, både i vores arbejds- og fritidsliv. Dels er det et felt, der trods dets aktualitet stadig er relativt ubelyst. Det skyldes blandt andet, at det befinder sig i krydsfeltet mellem forskellige, mere veletablerede discipliner såsom datalogi, psykologi og humaniora, og at man først inden for de seneste år er begyndt at undersøge, hvordan disse discipliner kan bringes i samspil for at forstå og udvikle digital kreativitet.

 

En ting, der bliver stadig tydeligere for mig, er hvordan de værktøjer, vi anvender, ikke alene giver os nye handlemuligheder; de er også med til at forme, hvordan vi tænker, og hvilke muligheder vi ser for at gøre tingene anderledes og bedre. Derfor giver det al mulig mening at undersøge, hvordan vi kan udvikle bedre værktøjer til at understøtte skabende processer.


Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver på dit felt?
Der er to store udfordringer ved at forske i digital kreativitet: For det første ved vi stadig ret lidt om, hvordan kreative processer faktisk udfolder sig i praksis. For det andet udvikler teknologien sig så hurtigt, at det kan være svært at følge med. Men set med forskningsbriller er begge disse faktorer samtidig fyldt med muligheder: Når vores viden om kreative processer er begrænset, er der rig mulighed for at bidrage med nye indsigter og perspektiver, og det er jo det, man stræber efter som forsker. Og når teknologien udvikler sig hastigt, så åbner det op for nye måder at understøtte eksisterende kreative processer, eller skabe helt nye. For eksempel er de fleste af de IT-systemer og produkter, vi bruger i dag, udviklet til at understøtte én person ad gangen. Vi sidder med hver vores smartphone og hver vores laptop, og vi arbejder med software, der næsten altid er lavet til at blive brugt af én person ad gangen. Selvom vi måske ikke tænker på det i dagligdagen, så sætter det klare begrænsninger for, hvordan vi tænker på og løser opgaver. Hvis vi gentænker IT som noget, der i langt højere grad muliggør samarbejde og som bliver bedre integreret med vores fysiske omgivelser, så åbner det helt nye muligheder. Det gælder ikke bare for felter, man traditionelt opfatter som kreative, såsom arkitektur og design, men også for andre felter, for eksempel hvordan man i naturvidenskaben udvikler ny viden.

Hvad vil du bruge dit medlemskab af Det Unge Akademi til?
På det personlige plan har jeg en stærk interesse for mødet mellem videnskabelige discipliner og de potentialer for ny erkendelse, det afstedkommer. Her er Det Unge Akademi et eminent forum for at mødes på tværs af discipliner og forskningsinstitutioner.
Hvis jeg kigger ud over min næsetip, er akademiet et markant forskningspolitisk forum, og jeg mener, at vi i fællesskab har gode muligheder for at være med til at forme fremtidens vilkår for forskning i Danmark. Det arbejde glæder jeg mig til at tage del i. En af de udfordringer, jeg er særligt optaget af, er at udnytte og styrke potentialerne i samspillet mellem universiteter og omverden. Der bliver alt for ofte talt om denne relation som et producent-aftager modsætningsforhold. Det mener jeg er uproduktivt, og jeg kan ikke genkende det fra mit samarbejde med offentlige og private aktører i forsknings- og undervisningssammenhæng. Her tænker jeg bl.a. på, at det private erhvervsliv typisk omtales som aftagere af studerende og kommercialiserbare forskningsresultater. Alternativt kunne - og burde - man fokusere på, hvordan der kan skabes et bedre samarbejde, hvor eksterne aktører engagerer sig mere forpligtende i forskning og uddannelse og i højere grad bliver partnere, snarere end bare aftagere. Det er et af de forhold, jeg vil arbejde for at ændre, for jeg er overbevist om, at der vil være meget at vinde for alle parter ved at arbejde i den retning.

Hvordan mener du, at man kan styrke tværfagligheden – og hvad kan den bruges til i dit arbejde?
Tværfaglighed er et grundvilkår i min forskning. Eksempelvis arbejder jeg aktuelt sammen med kolleger fra bl.a. kognitionspsykologi, neurobiologi, datalogi og arkitektur i forskningsprojektet Creativity in Blended Interaction Spaces (CIBIS), hvor vi i samarbejde med bl.a. LEGO og Designit undersøger, hvordan digitale og fysiske værktøjer kan kombineres for at understøtte kreative processer. Vi ved simpelthen ikke nok hver for sig til at løse et komplekst problem af denne type. Min personlige erfaring er, at det er gensidigt forpligtende projekter af denne type, der for alvor rykker ift. tværfagligheden.

Lidt om mennesket bag forskeren:
Jeg bor med min kone og vores to dejlige børn i Højbjerg tæt på skovene syd for Aarhus. Nu hvor jeg er heldig at arbejde med noget, der fascinerer mig meget, så fylder det mange af mine vågne timer. Det er nok noget, som mange forskere kan nikke genkendende til. Når man samtidig har et gammelt hus og to små børn, er det småt med fritidsaktiviteterne ud over en løbetur i skoven og et glas rødvin til en god tv-serie.