Niels Martin Møller

Adjunkt ved Institut for Matematiske Fag, Københavns Universitet

Hvad er dit forskningsfelt – kort beskrevet?

Jeg er matematiker, og mit forskningsfelt er geometrisk analyse, hvilket vil sige studiet af de differentialligninger, der er knyttet til forståelsen af rumlige former. Navnlig er det teorien for optimale geometriske former, som for tiden interesserer mig. Derfor arbejder jeg med minimalflader, som - lidt forenklet sagt - er rumlige opdelinger med det mindst mulige areal under de givne betingelser. Det er noget naturen selv tit gør, så de nydelige minimale strukturer dukker f.eks. op så forskellige steder som i farvede fuglefjer, i cellernes trappeformede DNA-struktur og sågar på kanten af universets sorte huller. Relateret til fladerne er de såkaldte ”krumningsflows”, som man kan tænke på som dynamiske processer der, som tiden går, afsøger rummet for at finde sådanne ”bedst mulige” flader. Jeg er også meget interesseret i teoretisk fysik, og her er der mange interessante og meget håndgribelige forbindelser til emnerne. F.eks. dukker de velkendte ligninger for både elektriske felter, for den kvantemekaniske fjeder, samt for andre mere komplicerede systemer, op igen og igen i arbejdet med mine – vel måske ellers lidt abstraktlydende – geometriske problemstillinger.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver på dit felt?
Partielle differentialligninger får man brug for, så snart man vil beskrive størrelser, som ændrer sig i mere end én retning i rummet (eller i rumtid). Det er derfor naturligt, at de dukker op overalt, lige fra strengteori til atmosfærefysik over geologi til evolutionsbiologien, eller simpelthen som stærke værktøjer, der med stort held anvendes andetsteds i matematikken. F.eks. i topologien, hvor de har vist sig at være bedre til at besvare visse spørgsmål end alle andre kendte teknikker. Imidlertid kan man ikke generelt løse sådanne meget komplicerede ligninger eksplicit, men må finde på nye indirekte metoder til at uddrage information om løsningernes opførsel. På computeren kan man få en idé om nogle aspekter, men ofte ikke deraf drage nogen særligt generelle konklusioner. Alene det at finde ud af, hvor mange løsninger der overhovedet er, kan være ret svært. Når vi f.eks. snakker om minimalflader, ja så troede man faktisk i et par århundreder, at der i en vis forstand ikke var ret mange af slagsen. Her opdagede man så i 1980'erne, at dér var man helt galt afmarcheret – feltet fik en veritabel renæssance og har siden da været i en rivende udvikling. Der publiceres p.t. meget om emnet og konkurrencen er hård om at komme først med de nyeste resultater. For nu hvor der så faktisk er ”halv-mange” af disse minimalflader prøver vi at besvare det store åbne spørgsmål: Hvordan beskriver man, så generelt gældende og samtidigt så detaljeret som muligt, hvordan alle mulige minimalflader kan se ud?

Hvad vil du bruge dit medlemskab af Det Unge Akademi til?
Udover at blive en del af et tværfagligt, dansk netværk vil jeg gerne være med i initiativer, der kan styrke interessen i samfundet for den stærke faglighed, på alle niveauer. Det starter måske med en øget synlighed af fagene, f.eks. i mit eget hovedinteresseområde som er naturvidenskaben. Man må desuden sikre sig, at vilkårene, man tilbyder talentmassen, bliver fremragende herhjemme.

Mere konkret håber jeg, at vi kan være med til at holde fast i løfterne om at satse på Danmark som videnssamfund, med en solid base i grundforskningen, og med gode, stabile forhold for forskerne. Det er i erkendelse af, at det er synergien og kulturen i videnskabssamfundet som et hele, der skaber de opfindelser, som vi alle siden hen skal leve af. Den indsigt inkluderer også en forståelse af, at man sjældent kan vide på forhånd præcis fra hvilken side, løsningen til et svært problem vil komme – endsige gisne om hvilke problemer, der vil opstå. Et klassisk eksempel er H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i år 1820, under sin forberedelse til en forelæsning, mens et mere moderne eksempel kunne være tidsskriftsartiklen i 1999 af Page og Brin m.fl., baseret bl.a. på en teori af den russiske matematiker Andrey Markov tilbage fra 1906, med algoritmen som direkte førte til oprettelsen af firmaet Google. Opdagelser som, ad to omgange, fuldkommen ændrede verden på bare få år. Det blev altså virkelig betydningsfuldt for alle verdens indbyggere, at man gav en meget solid, forskningsbaseret undervisning i elektricitet i København i april måned i 1820, samt at man underviste i det teoretiske, lidt svære emne ”Markov-kæder” i 1990ernes Californien. Og det var blot to eksempler.

Omvendt, at spare på forskning og uddannelse kan nok bedst sammenlignes med at tage et hurtiglån per sms: Man får sig en slat penge i hånden straks, men det bliver på længere sigt meget, meget dyrt.

Hvordan mener du, at man kan styrke tværfagligheden – og hvad kan den bruges til i dit arbejde?
For at styrke tværfagligheden må man sørge for, at der rent faktisk sker et møde mellem folk fra forskellige fagligheder. F.eks. via fælles foredrag, eller ”journal clubs”, som så at sige er bogklubber for faglitterære artikler. På hver enkelt institution kan man så overveje, om der er nogle særligt oplagte kolleger fra andre steder, som man kunne lave fælles aktiviteter med. For mit eget fag, matematik, har vi allerede en god kontakt til de andre naturvidenskabsfolk, nok især fysik/kemi/datalogi/biologi, hvor der flyder meget inspiration begge veje. Det kan man sagtens gøre mere af og inkludere flere faggrupper i det.

Lidt om mennesket bag forskeren:
Arbejdsdagene kan jo godt blive lange, så når der er tid til det, er der god livskvalitet i også at nå at få læst noget tvær- eller ikke-fagligt. Eller at rode med en slående demonstration af en matematisk/fysisk idé, som måske en dag kan nå ud over niveauet for festunderholdning og faktisk bruges i en anden sammenhæng. For nylig lavede jeg f.eks. en sukkerholdig budding, hvor man ved at sende laserlys igennem demonstrerer, at lyset altid finder den hurtigste vej mellem to nære punkter (Fermats Princip), igen ”optimal geometri”, der også forklarer luftspejlinger. Det gik dog desværre ikke helt glat med at få buddingen transporteret helskindet med S-toget ud til det ”Bestil En Forsker”-foredrag, hvor jeg skulle fremvise den. Men et billede af denne ”geodætiske kurve” (i et rum med et usædvanligt afstandsmål) nåede jeg da at få taget.

Når der skal kobles af i lidt længere tid, er det ud i naturen eller på udflugt til nogle af verdens storbyer. De senere år har jeg ”opdaget” snorkling og alpin ski, henholdsvis lunt og frossent vand. Én af de største naturoplevelser fornylig var at stå på ski i knap tre kilometers højde, i Rocky Mountains i det nordvestlige USA.