Mathias Danbolt

Lektor, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

Hvad er dit forskningsfelt – kort beskrevet?

Mit nuværende forskningsprojekt handler om krydsfeltet mellem kunsthistorie og kolonihistorie i en nordisk kontekst. Jeg har i mange år arbejdet med feministiske, queer og dekoloniale perspektiver i kunsthistorien og udforsket den måde, hvorpå magt, ideologi og identitetsspørgsmål har været med til at forme forestillinger om fortiden, nutidens kunst og den visuelle kultur. Min interesse for inklusion- og eksklusionsprocesser i kunsthistorieskrivningen ledte mig til den dansk-norske kolonihistorie, hvis visuelle aspekter længe har været ignoreret i en dansk kontekst. I 2017 kuraterede jeg udstillingen Blinde vinkler: Billeder af kolonien Dansk Vestindien sammen med Mette Kia Krabbe Meyer og Sarah Giersing på Det Kongelige Bibliotek. I de kommende år fortsætter jeg med at sætte kolonihistoriens æstetiske eftervirkninger på kunstens område på dagsordenen, i fortsat dialog med bl.a. kunstnere og forskere på De Amerikanske Jomfruøer og Ghana.

 

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver på dit felt?

Arbejdet med udstillingen Blinde vinkler gjorde det meget tydeligt, at der mangler

kunsthistoriske undersøgelser af de nordiske kolonialismers visuelle kultur. Dette gælder både studier af de måder, hvorpå de danske koloniale territorier i Caribien, Indien, Afrika og Nordatlanten har været fremstillet og iscenesat i kunst og visuel kultur, og den betydning kolonialismen globale handelsnetværk har haft på kunstområdet siden 1600-tallet. Når man beskæftiger sig med kolonihistorien, kommer man ikke blot til at udfordre etablerede kunsthistoriske fortællinger, men også det teoretiske og metodiske rammeværk. For eksempel bliver forståelsen af det nationale så vel som det transnationale problematiseret, da intimiteten mellem kontinenter og kulturer under kolonialismen skabte nye transoceaniske og translokale forbindelser. Hvis man tager disse netværk alvorligt, indebærer det, at man læser kunsthistorien på tværs af geografiske, nationale og kulturelle traditioner.

Hvad vil du bruge dit medlemskab af Det Unge Akademi til?

Selv om der i dag er øget fokus på interdisciplinaritet, er der begrænset reel udveksling mellem forskere fra forskellige fakulteter og fagområder. Jeg håber mit medlemskab i DUA kan bidrage til at bestyrke tværfaglige diskussioner og samarbejder. I forlængelse af dette, er jeg også interesseret i at løfte humanioras rolle i den forskningspolitiske diskussion. Som tre DUA-medlemmer for nylig har påpeget i et indlæg i Altinget, er det svært at bryde ud af diskursen om humanioras ”permanente krise”. Jeg ser DUA som en vigtig platform til at få humanistiske succeshistorier frem og til at skabe forståelse for den fundamentale betydning humanistisk forskning og viden har i samfundet.  

Et medlemskab i DUA åbner også op for at adressere de mange aktuelle udfordringer, som påvirker vores forskningsbetingelser i dag, inklusiv de stigende problemer med stress og overarbejde. Mit arbejde med queer, feministisk, og anti-racistisk forskning, gør mig specielt interesseret i at bidrage til diskussionerne om den magt, de hierarkier og minoritetsprocesser, der er med til at forme vore forskningsmæssige mulighedsbetingelser. Som medlem af DUA vil jeg gerne bidrage til, at vi forskningspolitisk kan skabe et universitetsmiljø med plads til forskellighed.

Lidt om mennesket bag forskeren:

Jeg er oprindelig fra Bergen i Norge, men efter tolv år i Danmark føler jeg mig godt hjemme under den store åbne himmel her, selv om jeg kan savne nogle bjerge at vandre i. Jeg sætter stor pris på at løbe i det flade, danske landskab ved mit sommerhus syd for Kalundborg – en vigtig afveksling fra forskning. I min fritid er jeg ellers tit at finde på det nærmeste kunstmuseum eller galleri, for det er svært at holde pause fra noget, man brænder for.