Karen Vallgårda

Lektor, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet

Hvad er dit forskningsfelt – kort beskrevet?

Min forskning kredser om det, man kan kalde politisk familiehistorie. Jeg interesserer mig for, hvordan mennesker i det 19. og 20. århundrede har ordnet og ageret i deres familieliv, og hvordan intime relationer er blevet formet af skiftende sociale, økonomiske, politiske og juridiske forhold.

Det er min ambition at forstå, hvad de foranderlige familiemønstre har betydet for de mennesker, der har levet (i) disse. Derfor er følelsernes historie et vigtigt perspektiv i min forskning. Jeg undersøger, hvordan mennesker har praktiseret følelser i forbindelse med store kriser som skilsmisse og død, såvel som i mere hverdagslige aspekter af familielivet. Dette indebærer også en granskning af fortidige menneskers forestillinger om hvilke følelser, man bør opleve, og hvordan man bør tilkendegive dem i bestemte sammenhænge.

Min forskning viser, at det intime og følelserne er flettet uadskilleligt sammen med forskellige former for magtudøvelse og er bundet til kultur og sprog. Den tydeliggør dermed, at aspekter af tilværelsen, vi opfatter som personlige, individuelle og måske derfor naturlige og eviggyldige, også har en historie.


Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver på dit felt?
En evig udfordring i min – som i de fleste historikeres – forskning er den rent metodiske. Hvordan finder vi frem til, hvordan for længst afdøde mennesker har handlet og følt i intime forhold? Ofte er kildegrundlaget sparsomt, særligt når der er tale om fattige eller marginaliserede befolkningsgrupper, der ikke efterlod sig mange skriftlige eller visuelle spor. Jeg arbejder for tiden meget med skilsmissesager, som giver et ret enestående indblik i folks familieforhold. Den næste metodiske udfordring er, hvordan man skal tolke kilderne. En væsentlig del af mit videnskabelige arbejde går derfor ud på at udvikle metodiske greb til at analysere kilderne med.

En anden udfordring, som optager mig mere og mere, er de etiske dilemmaer, man må forholde sig til, når man er interesseret i at analysere nogle af de mest intime aspekter af menneskers liv – også selvom de ikke levere længere. Vold, overgreb, undertrykkelse, utroskab, sindssygdom, hemmeligholdte adoptioner, queer seksualitet. Hvad kan man tillade sig at grave i og eksponere? Er der til og med noget, man har en etisk forpligtelse til at dokumentere?

                                                

Hvad vil du bruge dit medlemskab af Det Unge Akademi til?

Dels ser jeg frem til at diskutere forskningspolitik med engagerede og kloge mennesker fra andre fag og institutioner. Dels ønsker jeg at bidrage til DUA’s arbejde med forskningsformidling. Jeg mener, at de to ting hænger sammen. Forskere har en demokratisk forpligtelse til at kommunikere vores viden og indsigt bredt, og vi kan blive bedre til at nå ud til grupper i samfundet, som ikke nødvendigvis selv opsøger forskningsbaseret viden. Denne udfordring er ikke blevet mindre i takt med, at kommunikationsplatforme forandres og mangfoldiggøres, og fake news rejser hurtigere, end man kan nå at sige ”Donald Trump”. DUA spiller en vigtig rolle i forhold til at formidle vigtigheden af viden, der er baseret på grundige, systematiske, videnskabelige undersøgelser, som kræver både tid og ressourcer. Det arbejde glæder jeg mig til at tage del i.

Hvordan mener du, at man kan styrke tværfagligheden – og hvad kan den bruges i dit arbejde?

En stor del af den forskningsmæssige innovation på mit område er resultatet af netop tværfagligt samarbejde. Min egen tænkning er inspireret af teorier udviklet af antropologer, politologer og litterater, og jeg ser frem til i DUA at komme i tættere dialog med kolleger fra andre discipliner – også uden for humaniora og samfundsfag. Jeg forventer, at det vil blive udfordrende og udbytterigt at diskutere med dygtige forskere, hvis grundantagelser og metoder er væsensforskellige fra mine egne.

Samtidig mener jeg, det helt afgørende, at tværfaglighed bliver til i respekt og forståelse for kernefagligheden i den enkelte disciplin. Kun når den bygger på høje videnskabelige kvalifikationer inden for det enkelte fag, kan tværfagligheden føre til reel og nyttig krydsbefrugtning.

 

Lidt om mennesket bag forskeren:

Jeg bor i Københavns Nordvestkvarter med min mand, Thomas, og vores tre børn, Asta, Harald og Ingrid, som heldigvis optager det meste af min tid, når jeg ikke arbejder. Siden vi flyttede dertil er jeg til min egen overraskelse blevet havemenneske. Jeg elsker at gå små ture i vores lille have og bliver til stadighed benovet og en lille smule lykkelig, når jeg ser, at noget, jeg har plantet eller sået, spirer op af den åbenbart ret generøse københavnske jord.