Forsker, er det noget man kan blive?

Sporet ind på forskervejen
Hvad vil du være, når du bliver stor? Det er sikkert de færreste, der tidligt i livet forestiller sig, at de skal gå forskervejen. For er forsker da noget, man kan blive? Og hvordan bliver man så lige det? Tanken om at være forsker lå mig meget fjern i mange år. Faktisk var det temmelig sent i mine universitetsstudier, at jeg fandt ud af, at jeg ville satse på forskningen. Ligesom det var en række af tilfældigheder, der tilsammen førte til, at det kunne lade sig gøre.
Jeg læste dansk som hovedfag og samfundsfag som sidefag. Jeg var helt sikker på, at jeg skulle være gymnasielærer. Det forekom mig at være ganske konkret og også et godt og fast job med gode kollegaer og faglige udfordringer. I dag kan jeg dog slet ikke forestille mig et liv som gymnasielærer. Jeg er forsker. Og det er for fedt.

Bidt af sammenhænge og hypoteser
Den faglige kombination af mine interesser, sprog og samfund, skabte i løbet af overbygningsstudierne mulighed for at skrive opgaver, og senere mit speciale, inden for et igangværende forskningsprojekt om unge tosprogede i Køge kommune. Jeg fik mulighed for at arbejde med projektets mange data og fik på den måde indblik i de uendelige spændende muligheder, et stort empirisk materiale giver. Jeg blev hurtigt bidt af se på sammenhænge, opstille hypoteser og teste forskellige antagelser om sprog, tosprogethed og identitet i de mange timers sprogoptagelser. Kunne der for eksempel være en sammenhæng mellem, hvor hurtigt man tilegner sig dansk som andetsprog og så ens sociale position i klassen? Kunne det tænkes, at dem, der var dygtige til dansk, også var dem, der var de mest populære blandt kammeraterne? Det undersøgte jeg i mit speciale, som på den måde blev et lille stykke ”rigtig” forskning, udført på grundlag af rigtige data. Det var sjovt, og jeg blev i processen sikker på, at jeg gerne ville være ph.d.-studerende.

Det er fedt at forske, når man får lov
Vejen fra ph.d.-studierne til fastansættelse som lektor på universitetet er ikke nem og enkel. For mange er tiden inden fastansættelse forbundet med stor usikkerhed om de fremtidige udsigter for ansættelse i forskerstillinger. Alligevel ville jeg gerne, ligesom mange andre, bide mig fast i systemet. Når man er i gang med et forskningsprojekt, opsluges man som regel af det på en måde, så man har svært ved at løsrive sig. Jeg tror, det er denne fornemmelse af opslugthed og fordybelse i et fagligt problem eller spørgsmål, som får mange til at ønske at blive i en til tider umenneskelig usikker jobsituation. Det er fedt at forske. Når man får lov. Og når der er tid til det.
En forsker kan dog ikke alene beskæftige sig med at forske. Der skal også undervises, vejledes, søges eksterne forskningsmidler, der er et hav af administration, møder, planlægning, eksamener osv. Men egentlig, når jeg tænker på mit job som forsker, er det også variationen i mit job, jeg elsker. Selvom jeg ofte drømmer om mere tid til netop forskning, sætter jeg stor pris på, at mine dage er meget forskellige. Min kalender er altid fyldt med forskelligartede aktiviteter. Lad mig slutte med et eksempel på en helt almindelig ualmindelig dag på forskerjobbet. Onsdag d. 8. februar: Kl. 10:00: vejledning af ph.d.-studerende (med projekt om sproglig interaktion i internetdating – det er da sjovt!), kl. 11:30: Skype-møde med samarbejdspartnere fra Tyskland, Holland og England (vi skal senere på måneden mødes i Berlin – det glæder jeg mig til), kl. 16:00-19:00: møde i Det Unge Akademi (… altid spændende og hyggeligt!).