Mysteriet som drivkraft

Det var med rette, at jeg en septemberdag i 2011 forventningsfuld drog mod H.C. Andersens Boulevard for at blive en del af Det Unge Akademi under Videnskabernes Selskab. Udover at det er en ærefuld udnævnelse, så var aktiviteterne i Det Unge Akademi nemlig ikke nærmere defineret. Hvad kan man få ud af at placere unge forskere fra vidt forskellige forskningsområder i det samme rum? Forskere med helt forskellig faglig baggrund, der ikke har det store til fælles udover travle kalendere og foretagsomhed? Selvom vi har vidtspændende interesseområder - fra arkæologi over psykologi til genteknologi – så er vi alle sammen begejstrede forskere. Og jeg blev hurtigt klar over, at det giver mulighed for, at vi trækker Det Unge Akademi i samme retning. Men hvad er en begejstret forsker så lige for en type? Og hvad gør det specielt fedt at forske? 

At få puslespillet til at gå op
I Det Unge Akademi er der 31 andre personer, som brænder for det samme, som jeg gør: At se sammenhænge, at sætte spørgsmålstegn ved etablerede sammenhænge og at finde og løse problemer. Det er glæden ved at få puslespillet til at gå op og juble henrykt, for kort tid derefter at indse, at selvom en brik faldt på plads, er der nu en hel stribe, som pludselig ikke passer længere. Ligesom når man med tilfredsstillelse oplever, at Rubiksterningens ene side går op for dernæst at erfare, at de fem andre sider nu er kommet i endnu mere uorden. 

Fundamentet til nye opdagelser
Hvorfor er det så en god oplevelse - og ikke bare frustrerende? For en forsker er det en helt særlig fornemmelse, fordi man løser en del af mysteriet ved systematisk at afprøve gennemtænkte hypoteser, man har stillet op. Samtidig får man rykket ved det store billede, og på den måde får man udfordret den samlede forståelse og skabt ny indsigt eller ny kompleksitet, om man vil. Inden for sundhedsvidenskaben, hvor jeg selv opererer, er mysterier en stor del af hverdagen (ligesom rutinearbejde er det). For mig personligt er mysteriet og tanken om at løse mysteriet da også klart den største drivkraft i det daglige, og hvis det lykkes, er det noget, man kan leve højt på længe. Selv har jeg i årevis forsøgt at isolere et bestemt protein i hjernen, og efter måneders analyser af prøver og ingen nævneværdig fremgang skete det pludselig en dag uden nogen form for forvarsel: Der stod jeg i mørkerummet – helt alene med mit nyfremkaldte billede med tydelig proteinsværtning – og lignede en, der havde vundet i Lotto. Således var fundamentet til nye opdagelser lagt. Fornemmelsen af at se nye sammenhænge først er det særligt fascinerende ved at være forsker. Og som den danske anatom og geolog Niels Stensen fra 1600-tallet sagde:

“Skønt er det vi ser, skønnere det vi ved, men skønnest er det vi ikke fatter.

Kompleksitet og begejstring
Spørgsmålet er, om det med at holde af kompleksitet er en tillært adfærd eller en medfødt præference. Sandsynligvis en kombination, vil en forsker sige, indtil andet er bevist. For mit eget vedkommende har jeg bemærket, at evnen til at sætte pris på det komplicerede billede er kommet snigende. Og jeg holder mere og mere af det. Som ph.d.-studerende var jeg mest fokuseret på at opstille teorier og eftervise dem og opleve det skønne ved at opnå præcis viden. Men nu holder jeg mindst lige så meget af at falsificere hypoteser, for at afvise hypoteser er også en måde at bidrage til kompleksiteten. Det mærkelige er, at man gang på gang bliver nøjagtig lige henrykt, når man får svar på sine spørgsmål, og jeg må tilstå, at jeg er blevet afhængig af begejstring.