Innovationspris til Thomas Just Sørensen

Medlem af DUA, Thomas Just Sørensen, modtager Københavns Universitets Innovationspris 2016. Prisen er Københavns Universitets hæder til en forsker eller forskergruppe ved KU, der har konverteret fremragende forskning til konkret innovation til gavn for samfundet.

Sammen med professor Bo Wegge Laursen, med hvem han modtager prisen, har Thomas udviklet to succesfulde spin-out virksomheder, der begge tager direkte afsæt i den grundforskning de har udført på Københavns Universitet.  FSR Systems, der udvikler og sælger optiske sensorer og KU Dyes, der producerer og sælger farvestoffer.

Til grund for tildelingen ligger også, at de to forskere yder en stor indsats for at udbrede deres erfaring med innovationsarbejdet til både forskningskolleger og studerende på universitetet. De to forskere har ikke blot involveret adskillelige BA-, KA- og ph.d.-studerende i deres innovative proces, de har også oprettet et lokalt Innovation Advisory Board, der skal hjælpe både personale og studerende med at afprøve deres innovative ideer samt afholdt forelæsninger om innovation for andre forskere.

Den her anerkendelse fra Universitetets side giver os en fornemmelse af at blive værdsat og giver os lyst til at fortsætte med innovationen. Den viser, at det er værd at træde ud af grundforskningens ”comfort zone” og tage skridtet ud i den virkelige verden – at bruge vores viden til at lave noget håndgribeligt, som almindelige mennesker faktisk kan bruge og forstå.”

Prisen uddeles ved Københavns Universitets Årsfest fredag den 18. november 2016.

Thomas blev i 2016 indvalgt i Det Unge Akademi, hvor han især er gået helhjertet ind i arbejdet med forskningsformidling til et bredere publikum.

Læs mere om Innovationsprisen

Læs mere om Thomas’ forskning