Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen

Adjunkt Kemisk Institut, Københavns Universitet

Hvad er dit forskningsfelt – kort beskrevet?
Jeg forsker i materialekemi, og fokuserer særligt på at opnå en ny forståelse for den atomare struktur i energimaterialer. Gennem de seneste år er det blevet klart, at nanopartikler, dvs. materialer med dimensioner på nanometerskala, kan give nye muligheder for energiteknologier som batterier og katalysatorer, og dermed sikre udviklingen af vedvarende energi. De nye materialer udfordrer dog vores etablerede metoder til at bestemme atomar struktur. Et materiales egenskaber er bestemt af dets struktur, og det er derfor essentielt at kunne studere den. Min forskning bidrager til at løse dette problem. Ved at benytte høj-energi-røntgenstråler fra synkrotroner, f.eks. den nye MAXIV facilitet i Lund, kan vi opnå unik indsigt i atomar struktur, og dermed genudvikle materialekemi på nanoskala.

Hvad har motiveret dig til at blive forsker?
Da jeg i sin tid begyndte at læse kemi på Aarhus Universitet vidste jeg ikke, hvad jeg skulle være, når jeg engang blev færdig. Jeg læste kemi, fordi det var det, der interesserede mig allermest – og sådan har jeg det stadig. Jeg føler mig meget priviligeret over, at jeg har fået lov til at bruge min tid på at forske. Jeg studerer de helt grundlæggende sammenhænge mellem kemisk syntese, atomar struktur og materialeegenskaber, og jeg finder det ekstremt fascinerende, at vi som kemikere kan begynde at designe nye materialer med helt skræddersyede egenskaber til en bestemt applikation, f.eks. i batterier og katalyse. Jeg blev involveret i forskning tidligt i min studietid, og gennem fantastiske vejledere for både min Ph.d. og postdoc fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg gerne ville forsøge at blive i forskningsverdenen. Det er heldigvis lykkedes.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver på dit felt?
En af de store udfordringer i materialekemien er at opnå en forståelse for de kemiske reaktionsmekanismer der spiller ind, når et fast stof dannes. Hvordan samler atomer og molekyler sig, og fører til materialer med bestemte atomare strukturer? Hvis vi skal kunne udvikle nye, avancerede materialer med skræddersyede egenskaber, er det altafgørende at vi får en forståelse for disse mekanismer. En stor del af min forskning er at adressere disse spørgsmål. Det gør vi bl.a. ved hjælp af røntgenstråling fra store synkrotronfaciliteter rundt omkring i verden, som gør at vi kan følge kemiske reaktioner mens de sker. Synkrotroner er store forskningsanlæg, der genererer røntgenstråling med høj intensitet og energi, som vi kan bruge til at undersøge stuktur og dynamik i bl.a. kemiske systemer. Udviklingen af disse anlæg går stærkt, og det giver helt nye muligheder. Det er enormt spændende at være en del af.

Hvad vil du bruge dit medlemskab af Det Unge Akademi til?
Først og fremmest glæder jeg mig til at møde en hel masse andre dygtige, unge forskere fra vidt forskellige felter. Det er ekstremt inspirerende at kunne mødes på tværs af faggrænser og lære om hinandens arbejde, og dermed møde helt nye måder at se verden på. Det kan give nye tilgange til min egen forskning. Jeg glæder mig også til at bidrage til Det Unge Akademis arbejde i forskningsformidling og forskningspolitik.

Hvordan mener du, at man kan styrke tværfagligheden – og hvad kan den bruges i dit arbejde?
Mit eget felt, materialevidenskab og nanoscience, er tværfagligt af natur, og involverer kemikere, fysikere, ingeniører, dataloger, og meget andet – det er først når vi mødes, at vi får alvor kommer i mål med f.eks. udviklingen af nye teknologier.  Styrken i tværfaglighed kommer når hver faggruppe kan bidrage med en høj faglighed, men samtidig har en grundlæggende forståelse for, hvordan andre kan bidrage til et projekt. For at styrke tværfagligheden skal vi derfor sørge for, at forskere mødes. Min erfaring siger, at de bedste samarbejder skabes over en kop kaffe eller en øl i konferencebaren.

Lidt om mennesket bag forskeren
Jeg er vokset op i Jerlev uden for Vejle og har læst på Aarhus Universitet, hvorfra jeg blev Ph.d. i kemi i 2013. Efter et par år i New York som postdoc på Columbia University vendte jeg tilbage til Danmark til en stilling på Københavns Universitet. Nu bor jeg på Frederiksberg sammen med alle de andre jyder i hovedstaden. Mit arbejde fylder det meste af mit liv, men udover det prøver jeg at finde tid til familie og venner, og til at udnytte Københavns kulturelle tilbud – jeg er vokset op med klassisk musik, og troede engang, at jeg skulle uddanne mig i den retning. Nu nøjes jeg med at gå til så mange koncerter som jeg kan finde tid til.