Birgitte Beck Pristed

Lektor Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Hvad er dit forskningsfelt – kort beskrevet?
Jeg forsker i russisk visuel og materiel kultur, særligt sovjetisk og postsovjetisk bog- og mediehistorie, og med et nysgerrigt sideblik til russisk børnekultur og -litteratur. I min ph.d. afhandling om russisk bogdesign undersøgte jeg sammenstødet mellem vestlig og sovjetisk bogkultur efter privatiseringen af statsforlagssystemet i 1991.

Lige nu arbejder jeg på et projekt om sovjetisk papir. Indrømmet, sovjetisk papir lyder noget nørdet, men faktisk er vi digitalt indfødte i berøring med papir hver eneste dag. Papir er fortsat et af historiens vigtigste medier for det skrivende, skabende og handlende menneske, men samtidigt et relativt “ubeskrevet blad,” fordi dets enkle, blanke flade undsiger sig selv. Først den globale digitalisering har frataget papir dets status som givent medium for skriftlig kommunikation, men dermed åbnet for nye syn på papirets materialitet.

Det særlige ved sovjetisk papir var, at kontrol med papiradgang blev brugt som en form for indirekte censur i et samfund, der prioriterede uddannelse og litteratur for alle meget højt. Derfor var papir ofte en defekt mangelvare i et land ellers fyldt med skov. Den socialistiske erfaring tydeliggør papirets funktion som både magtteknologi og legetøj og tilbyder os et lærerigt eksempel på politiseringen af en kulturel, naturlig og industriel ressource. Samtidig giver papirets sovjetiske mediehistorie os et nødvendigt fjernt perspektiv på vores ellers historieløse opfattelse af, hvordan såkaldt “nye” globale medier opererer i dag. 

Hvad har motiveret dig til at blive forsker?
Ungdomssociologen Karl Mannheim mente, at forskellige generationers identitet formes af skelsættende begivenheder. For hans egen generation var det erfaringerne fra 1. Verdenskrig, for andre generationer måske månelandingen og Vietnam-krigen, for atter andre 9/11. Jeg var barn i årene omkring kommunismens fald i Østeuropa 1989 og Sovjetunionen 1991, men det gjorde dybt indtryk på mig, hvordan de voksne sad klistrede til TV-skærmen aften efter aften og spændt fulgte de politiske omvæltninger. Og da de sovjetiske tanks så faktisk ikke kom for at rulle jerntæppet tilbage, blev vi unger straks stuvet sammen på bagsædet og humpede gennem Østeuropa for at se med vores egne øjne. Så for mig blev Berlin-murens fald også havehækkens fald. Mine jævnaldrende russiske kolleger husker selvfølgelig de år anderledes, og især for usikkerheden. Men fælles for vores generation er, at vi blev bevidst om verden som politik, og opdagede kommunismen som andet end skolens røde børnesange, præcis i det øjeblik kommunismen ikke længere var der.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver på dit felt?
På Ruslandstudier oplever vi en stadig stigende diskrepans mellem billedet af Rusland og russere, som det tegnes i samtidens medier, hvad enten det er af politiske meningsdannere, trolls eller kommunikationsstrateger, og de fremstillinger og resultater, som de sprog- og evidensbaserede, humanistiske kultur- og områdestudier kan nå frem til om samme. Så der ligger en stor formidlingsopgave i at forklare, at Rusland er andet en Putin, og bidrage til at mindske den kløft.

Hvad vil du bruge dit medlemskab af Det Unge Akademi til?
Jeg har et ønske om at sætte sprogpolitik på den forskningspolitiske dagsorden. Danmark fik en national sprogstrategi til styrkelse af fremmedsprogene inden for uddannelsesområdet i 2017. Men gymnasiereformens reduktion af sproglig diversitet og antallet af studerende med andre fremmedsprogskompetencer end engelsk har store effekter på universitetsuddannelserne, hvor fremtidens danskuddannede forskere pga. manglende fremmedsprogskompetencer bliver afskåret fra adgang til viden, skabt inden for alle andre akademiske traditioner og forfattet på andre sprog end engelsk. Samtidig er “internationalisering” på kort tid gået fra at være buzzword til fyord, så unge akademikere bør give politikere bedre indblik i vores lokale hverdag, som altså er international. På Globale studier på Aarhus Universitet har jeg det privilegium at arbejde på en af universitetets mest internationale afdelinger, lige som jeg selv har nydt godt af mange år ved universiteter i Rusland og Tyskland. Jeg oplever med mine kolleger en stigende bekymring over regeringens nedlæggelse af internationale studiepladser og engelsksprogede programmer. Det at give studerende, dimittender og forskere mulighed for at rejse ud og invitere andre ind er helt afgørende for, at vi kan ilte og styrke forsknings- og studiemiljøer i Danmark.

Hvordan mener du, at man kan styrke tværfagligheden – og hvad kan den bruges i dit arbejde?
Roland Barthes har skrevet, at tværfaglighed ikke handler om at tilføje 2-3 forskellige videnskabelige vinkler til et forudbestemt emne, men snarere om, at når forskere fra forskellige videnskabsgrene kommer i dialog, så opdager de i fællesskab nye undersøgelsesgenstande, som ellers falder udenfor og imellem, og derfor endnu ikke tilhører etablerede kernefagligheder. Når jeg undersøger sovjetisk papir, kan jeg ikke nøjes med en humanvidenskabelig betragtning af dette lagringsmedium for verbal og visuel kulturarv, uden også at forholde mig til papirets kemiske komponenter, læsningens fysiologi, fladens dimensioner og formater, osv. Fænomenerne er som regel ligeglade med fakultetsgrænser, derfor er det netop vigtigt med fora som Det Unge Akademi.

Lidt om mennesket bag forskeren
Jeg bor i Aarhus V. med min mand Timo og vores to vakse drenge. Når vi ikke lige er i gang med at indsamle forskningsdata eller vasketøj, bruger vi gerne tiden på at samle sten med huller, pinde og “rav” på strandene i Aarhus-bugten.